Remisevænget Øst

Vi fremtidssikrer Remisevænget Øst

Klimatilpasningen er sat i gang for at være på forkant med forventede regn og storme, sådan at vores bygninger og fællesarealer ikke bliver ødelagt.

 

I Remisevænget Øst skal kloakkerne renoveres ved at strømpefore de eksisterende kloakker. Samtidig frakobles regnvand, der ledes til et nyt regnvandssystem. En del af det nye regnvandssystem vil blive udført i regnbede, render og grøfter, der også etableres i gårdrummene.

 

I Remisevængerne bliver en stor del af regnen for eksempel ledt til Remiseparken, hvor kommunen og forsyning har etableret anlæg for håndtering af skybrud og større regn-hændelser.

 

Visualisering af  Remisevænget Vest, udarbejdet af Thing Brandt Landskab

 

Biodiversitet og flotte områder

Ud over at ombygge kloakkerne vil noget af regnvandet blive opsamlet oven på jorden i fx regnbede, grøfter eller render. Det skal være med til at forsinke regnvandet, sådan at man undgår oversvømmelse af kloakkerne.

 

I projektet har det været vigtigt at bruge regnvandet på jordoverfladen aktivt til glæde for beboerne og biodiversitet. Omkring regnbede, grøfter og render bliver uderummene designet med nye steder til ophold og leg. De nye grønne områder vil fremstå mere naturlige og frodige i forhold til de nuværende udeområder og vil give liv til planter, insekter og dyr.

 

Grønne parkeringspladser

Klimaløsninger vil ikke kun være synlige i gårdrum og på fællesområder. Parkeringsområderne bliver også mere grønne og skal være med til at håndtere regnvandet. Træerne langs vejen vil blive bevaret og området vil blive anlagt med flere planter, træer og blomsterbede. Vejen gøres smallere og udvides i stedet med en rabat, hvor der plantes vilde blomster.


For at gøre parkeringsområderne mere trafiksikre, bliver hastigheden for biler sat ned med hævede flader og der kommer zoner kun for fodgængere. I fremtiden vil der være det samme antal parkeringspladser som nu.

 

Frodige gårdrum

I gårdrummene bliver regnvandet fra tagene ledt gennem grøfter og render til blomstrende grøfter og frodige regnbede, som passer til de beplantninger og terrasser, der allerede findes. De grønne stier på tværs af grøfterne gør det let at komme gennem gårdene, og små trædesten gør det sjovt at gå gennem bedene. Overskudsjord fra gravearbejderne vil blive brugt til små bakker der tilsås med blomstergræs.