Vi fremtidssikrer Remisevænget Vest
Klimatilpasningen er sat i gang for at være på forkant med forventede regn og storme, sådan at vores bygninger og fællesarealer ikke bliver ødelagt.
I Remisevænget Vest skal kloakkerne renoveres ved at strømpefore de eksisterende kloakker. Samtidig frakobles regnvand, der ledes til et nyt regnvandssystem. En del af det nye regnvandssystem vil blive udført i regnbede, render og grøfter, der også etableres i gårdrummene. Regnvandet bliver i det nye system ledt gennem rørene ud til anlæg og områder, hvor den ikke gør skade på byen.
I Remisevængerne bliver en stor del af regnen for eksempel ledt til Remiseparken, hvor kommunen og forsyning har etableret anlæg for håndtering af skybrud og større regn-hændelser.
I Remisevænget Vest bliver noget af regnvandet sluttet på forsyningens store ledning. Resten af regnvandet bliver ledt til Remiseparken, hvorefter det ledes til anlæg og områder, hvor den ikke gør skade på byen.

Visualisering af Stenremisen, udarbejdet af Thing Brandt Landskab
Biodiversitet
Ud over at ombygge kloakkerne vil noget af regnvandet blive opsamlet oven på jorden i fx regnbede, grøfter eller render. Det skal være med til at forsinke regnvandet, sådan at man undgår oversvømmelse af regnvandskloakkerne.
I projektet har det været vigtigt at bruge regnvandet på jordoverfladen aktivt til glæde for beboere og biodiversitet. Omkring regnbede, grøfter og render bliver uderummene designet med nye steder til ophold og leg. De nye grønne områder vil fremstå mere naturlige og frodige i forhold til de nuværende udeområder og vil give liv til planter, insekter og dyr.
Pladser til ophold og leg
I krydsene mellem veje og stier, vil der blive anlagt tre grønne pladser: Ambraremisen, Dueremisen og Magnolieremisen. Hver plads har forskellige beplantning med hver deres farver g stemning, så der skabes en genkendelighed og identitet. Mellem planterne på pladserne, er der designet et møbel til mennesker og insekter, hvor man kan sidde i de grønne omgivelser.
Ved beboerhuset findes et større grønt areal, hvor man går igennem grønne bede og frodige planter. Denne plads hedder Stenremisen, da områdets eksisterende sten bliver genbrugt og stablet i stengærder ved den nye plads. Stengærdenen fungerer som hjem for insekter og smådyr. Der bliver plantet fyr, birk og røn, og på områdets bund bliver der plantet dværgfyr, der er grønne året rundt, og blomster i neutrale farver.